Nyheter
Detektor: Forskere afviser Naturfredningsforenings skræmmebillede om et dødt hav
Torsken i Østersøen er flere steder presset, men forskere afviser, at den er tæt på at uddø.
- Påstanden om et tomt hav er nonsens, siger havekspert.
Socialdemokratiet "faldt totalt gennem deres eget grønne net", da regeringspartiet i forrige uge sagde ja til en ny aftale i EU om, hvor mange fisk der må fanges op af Østersøen næste år.
Sådan lød det fra Danmarks Naturfredningsforening, der var skuffet over aftalen, som fiskeriminister Mogens Jensen (S) var med til at indgå.
Aftalen betyder, at erhvervsfiskere må fiske markant færre torsk og sild i 2020 sammenlignet med 2019.
Men ifølge Danmarks Naturfredningsforening er der behov for at sætte kvoterne endnu lavere. Vi er nemlig tæt på at efterlade et dødt hav til de kommende generationer, lyder det fra foreningen.
Detektor har undersøgt, om det står så slemt til under havoverfladen i Østersøen.
Dagen efter EU-aftalen om fiskekvoter for 2020 faldt på plads, var præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Gjerding, i P1 Morgen.
Her forklarede hun, hvorfor Danmarks Naturfredningsforening er skuffet over, at Mogens Jensen og de andre fiskeriministre i EU ikke har sikret endnu mindre fangst af flere fiskearter i Østersøen i 2020.
Undervejs i programmet sagde Maria Gjerding:
- Nu er der jo et internationalt panel af forskere, der kigger på fiskebestande og som rådgiver kommissionen, og de siger entydigt: bestandene i Østersøen er tæt på kollaps. Vi er tæt på at efterlade et dødt hav til dem, der kommer efter os.
Panelet af forskere, som Maria Gjerding henviser til, hedder Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES). Rådet råder rigtig nok EU-kommissionen, men derfra hopper faktakæden af.
Källa: DR Nyheder