Nyheter
Kaos efter minister-fyring: Esben Lunde hiver to top-folk med i faldet
Esben Lunde Larsen (V) er færdig som minister for fiskeriet efter en kaotisk periode. Nu bliver to embedsmænd også sat fra bestillingen.
Balladen om fiskekvoter, der mandag kostede Venstre-manden Esben Lunde Larsen posten som fiskeriminister, spreder sig.
To erfarne fiskeri-chefer må forlade skuden i kølvandet på statsminister Lars Løkke Rasmussens fyring af Lunde Larsen som fiskeriminister.
Det bekræfter Landbrugs- og Fiskeristyrelsen over for Avisen.dk, men har ikke yderligere kommentarer til fjernelsen af områdets chefer.
Begge har haft en ledende rolle i den danske fiskerikontrol, der i foråret har haft stor politisk bevågenhed, blandt andet fordi Esben Lunde Larsen ifølge Berlingske modarbejdede en folketingsbeslutning og tilbageholdt oplysninger om, hvordan man kommer de såkaldte kvotekonger til livs.
Det drejer sig om kontrol- og fiskeridirektør Anders Munk Jensen, der har haft plads i styrelsens direktion, samt en enhedschef i fiskerikontrollen. Begge har mange års erfaring fra Fødevarestyrelsen og fiskerikontrollen.
Men de skal altså ikke med over i den nye fiskeristyrelse i Udenrigsministeriet - i stedet skal de have andre opgaver i Landbrugsstyrelsen.
Godt samarbejde med ansatte
Michael Jensen, der er HK’ernes tillidsrepræsentant i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, kalder de pludselige chef-fyringer for trist.
- Jeg har altid haft et godt samarbejde med dem, så på deres vegne, og på styrelsens vegne, er det meget trist, da de har en meget stor faglig viden om fiskeriet. Det er min personlige vurdering. Det er virkelig dygtige mennesker med stor erfaring og kompetencer, siger han.
Han kalder i det hele taget beslutningen om at flytte fiskeriet for underlig.
- Det er en statsminister-beslutning, der er kommet som et lyn fra en klar himmel. Jeg kan ikke forstå det, og medarbejderne kan ej heller se, hvad idéen er. Det er politiske argumenter, der ligger bag, siger han.
Han mener, at den politiske manøvre kommer til at gå ud over medarbejderne.
- Det er medarbejderne, der bliver de reelle ”ofre”. De har varetaget deres arbejde, og lige pludselig skal de hives ud af en velfungerende styrelse, og det får konsekvenser for opdeling af arbejdsopgaver og dermed også erhvervet. Man skal tænke på, at FødevareErhverv, Plantedirektoratet og Fiskeridirektoratet fusionerede i 2011-2012. Sidstnævnte skiller man nu ud igen, siger Michael Jensen.
LÄs artikeln i oroginal: https://www.avisen.dk/kaos-efter-minister-fyring-esben-lunde-hiver-to-top_456463.aspx