Nyheter
Karen Ellemann: Der skal være plads til store og små
Arbejdet med opfølgningen på Rigsrevisionens beretning om kvotekoncentration i dansk fiskeri er godt i gang, konstaterer fiskeriminister Karen Ellemann i en pressemeddelelse efter samrådet den 7. september. Siden Rigsrevisionen overgav beretningen til Statsrevisorerne d. 16. august 2017 har repræsentanter for alle Folketingets partier på jævnlige møder i Udenrigsministeriet drøftet opfølgningen på beretningen og i dag er man nået til enighed om de første konkrete tiltag.
– Vi har nu taget det første konkrete skridt i arbejdet med at rydde grundigt op på hele fiskeriområdet, både hvad angår regler og administration. Nu sætter vi gang i en ekstern undersøgelse af kvotekoncentrationsområdet. Vi er ikke i mål endnu og der venter fortsat mange dage i arbejdstøjet. Men jeg vil gerne kvittere for det gode og konstruktive samarbejde i ordførerkredsen, siger fiskeriminister Karen Ellemann.
Undersøgelsen skal se på en lang række områder, som Rigsrevisionen har udtalt kritik af i sin beretning og undersøgelsen forventes afsluttet inden jul.
Undersøgelsen vil bl.a. indeholde
– Dybdegående bagudrettet undersøgelse af sagspraksis, administration og kontrol af fartøjs- og kvotehandler.
– Analyse af det eksisterende administrationssystem, herunder eventuelle systemiske fejl og mangler, samt systemets evne til at opdage stråmandsvirksomhed.
– forslag til en fremtidig administrationsmodel, herunder muligheder for digitalisering og et nyt register for kvoteejerskab.
Desuden er der i kredsen enighed om, at der skal ses på udenlandske fiskeres ejerskab af danske fiskekvoter og hvordan der kan udvikles et velfungerende regelsæt i overensstemmelse med EU’s regler.
Ministeren og ordførerne har endvidere drøftet den konkrete opfølgning på fiskeripakkens intentioner om at begrænse kvotekoncentration i dansk fiskeri.
– Nu får vi i fælleskab taget fat om roden på problemet med kvotekoncentration, så vi sikrer et dansk fiskeri i både økonomisk og miljømæssig balance. Det er vigtigt for mig, at der også i fremtiden er plads til både store og små i dansk fiskeri, udtaler Karen Ellemann.
Länk till nyheten i original: http://fiskeritidende.dk/karen-ellemann-der-skal-vaere-plads-til-store-og-smaa/