Nyheter
Storfisker dømt for kvotefusk sælger ud for milliarder
Henning Kjeldsen sagde i januar, at han solgte fiskekvoter efter politisk hetz. Salgsprisen er 2,4 milliarder.
Det skriver DR på baggrund af en aktindsigt.
Ifølge mediet har han solgt sine kvoter til sild, makrel og blåhvilling. Også størstedelen af fiskekvoterne for arten tobis er frasolgt.
Lars Kiertzner, chefkonsulent ved Danske Revisorer, vurderer over for DR, at storfiskerens gevinst af salget som minimum er 200 millioner kroner, men at det potentielt kan løbe op i 1,4 milliarder kroner.
Da Henning Kjeldsen fortalte om de frasolgte kvoter i januar, lød begrundelsen, at han var "træt af den politiske hetz" rettet mod ham, hans rederi og familie gennem flere år.
Henning Kjeldsen blev i midten af december kendt skyldig i omfattende snyd med fiskekvoter.
Den 58-årige fisker fra Skagen, der regnes som en af landets rigeste fiskere, blev i den forbindelse idømt en bøde på 54 millioner kroner i en sag om kvotefusk.
Desuden blev der konfiskeret 64 millioner kroner i et af hans selskaber.
Retten i Holstebro afgjorde, at han bevidst havde omgået kvotesystemet ved hjælp af stråmænd.
Kjeldsen lånte penge ud til etablering af selskaberne, der hver især kunne erhverve fiskekvoter.
Han blev samtidig udstyret med en ret til at købe selskaberne tilbage for kurs 100 - det vil typisk sige 60.000 til 80.000 kroner.
Et beløb, der efter rettens vurdering er langt mindre end selskabernes reelle værdi, og som indikerer, at der er tale om stråmandskonstruktioner.
Den daværende Statsadvokat for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik), der i daglig tale blot kaldes Bagmandspolitiet, mente, at lovbruddene skulle koste Kjeldsens ret til at udøve erhvervet.
Men det var byretten ikke enig i. Storfiskeren må altså stadig bedrive erhvervsfiskeri.
De frasolgte fiskekvoter tyder dog på, at han som minimum begrænser sine fiskeriaktiviteter betragteligt.
TV2 Nord skrev i januar, at Henning Kjeldsen stadig ejer to skibe og har anpart i et tredje.
Det er seks forskellige købere, der har overtaget Kjeldsens kvoter, hvoraf Astrid Fiskeri A/S har punget mest ud. 1,2 milliarder kroner har rederiet betalt, beretter DR.
Dømt storfisker sælger sine kvoter
Flaskehalse, svulstige strategier og digitale tigerspring i begivenhedsrigt 2021
Källa: FødevareWatch